Ahmad Siyar Qasimi, Allan Otte, Anne Sofie Meldgaard, Anette Abrahamsson, Birk Bjørlo, Casper Roshan Koch Hughes, Caroline Heje Thon, Cecilia Fiona, Emily Gernild, Johan Ankersen, Johannes Sivertsen, Kaspar Oppen Samuelsen, Kinga Bartis, Mie Mørkeberg, Peter Land

FERNISERING: 30. SEPTEMBER, KL. 15–18

30. SEPTEMBER → 21. OKTOBER, 2023

KUNSTBYGNINGEN FILOSOFFEN, ODENSE


Grønne Drømme (Installation view). Foto: I DO ART Agency.

Kinga Bartis, Delayed embrace, 2023 (Mixed media, 245 x 150 cm). Foto: I DO ART Agency

Casper Roshan Koch Hughes, The singer Ladbai, 2022 (Akryl på lærred, 50 x 60 cm). Foto: I DO ART Agency.

Grønne Drømme (Installation view). Foto: I DO ART Agency.

Mie Mørkeberg, The Study Of Apples I og II, 2023 (Olie og akryl på lærred, 250 x 150 cm). Foto: I DO ART Agency.

Emily Gernild, 100 år, 2023 (Harelim, akryl, vandfarve, oliekridt og olie på linned, 170 x 130cm). Foto: I DO ART Agency.

Anne Sofie Meldgaard, Puits d’amour, 2023 (Olie på lærred, 100 x 100 cm). Foto: I DO ART Agency.

Grønne Drømme (Installation view). Foto: I DO ART Agency.


EVENTS

  • Kom med til åbningen af Grønne Drømme! – et udstillingsprojekt der undersøger menneskets forhold til planter gennem det figurative maleri.

    Udstillingen åbner d. 30 september, 2023, i Kunstbygningen Filosoffen i Odense.

    Her vil vi præsentere planteinspirerede værker fra: Ahmad Siyar Qasimi, Allan Otte, Anne Sofie Meldgaard, Anette Abrahamsson, Birk Bjørlo, Casper Roshan Koch Hughes, Caroline Heje Thon, Cecilia Fiona, Emily Gernild, Johan Ankersen, Johannes Sivertsen, Kaspar Oppen Samuelsen, Kinga Bartis, Mie Mørkeberg og Peter Land.

    Programmet for dagen er:
    Kl. 15: Dørene åbner
    Kl. 15.30-16: Åbningstaler
    Kl. 18: Tak for i dag

    Vi har fået lækre økologiske sponsorforfriskninger fra Naturfrisk/Ørbæk Bryggeri, Handsonwines og Drudgaard Cider. Så kom og nyd kunsten og skål!

    Link til Facebook event (klik her).

  • Pressen er velkommen til pressevisning med omvisning af kuratorgruppen bag Grønne Drømme fredag d. 29. september, kl. 12-14.

    Tilmelding via groennedroemme@gmail.com
    Pressemateriale kan findes under menupunktet “Presse”.

  • “Join us for an intimate evening of listening as we tune into the sounds of flowers that have inspired composers and poets for centuries. Blending human voices with the wooden voices of the violin and cello, our programme traces plants’ resonances from 12th century monastic chant, to Baroque polyphony, to Western European hymns and national songs, to timeless 21st century secular settings.”

    Musikerne er:
    Océane Parades (sopran)
    Louise Bernt Sørensen (sopran)
    Nina Vinther (mezzosopran)
    Katrine Ebbensgaard Jespersen (bratsch)
    Rosanna Grezel (cello)

    Alle musikere er studerende ved musikkonservatoriet SDMK.

    Kl. 19: Dørene åbner til udstillingen.
    Kl. 19-19.30: Mulighed for omvisning med kuratorgruppen.
    Kl. 19.30-20.30: Koncert (varighed 50-55 min).
    Kl. 20.50-21: Tak for i aften

    Da korlederen er engelsk vil eventet primært være på engelsk.

    Der er gratis entré og alle er velkomne.
    Se Facebookevent her.

  • I efterårsferien har du mulighed for at komme på gratis omvisninger i udstillingen med billedkunstner Johan Ankersen, som er den ene af de tre kuratorer bag Grønne Drømme.

    Onsdag d. 18. oktober, kl. 11.
    Fredag d. 20. oktober, kl. 15.

    Omvisningerne er gratis og kræver ikke tilmelding.

  • Grønne Drømme afrundes med en finissage, hvor flere af de udstillende kunstnere vil være til stede. Kom forbi til en snak og vær med til at runde udstillingen af.

    Finissagen finder sted lørdag d. 21. oktober, kl. 14-17.


OM UDSTILLINGEN GRØNNE DRØMME

15 af landets mest markante, nulevende malere skaber rum for samtaler om klima og natursyn i ny udstilling om planter og menneskers forbundethed.

Gennem maleriets langsomme refleksionsrum undersøger udstillingen Grønne Drømme nye perspektiver på forholdet mellem natur og mennesker. Hvordan kan vi f.eks. forstå os selv som en del af planternes verden? Er det muligt at relatere til naturen mere ligeværdigt og finde spirende og hensynsfulde måder at sameksistere på? Og hvilken rolle kan maleriet spille i revurderingen af vores forhold til andre livsformer?

En sammenfiltret del af planternes verden

Juli 2023 var den varmeste måned i menneskehedens eksistens, og sommerens mange skræmmende tal og klimarekorder opfordrer os til at genoverveje vores plads og væren i verden. Gennem århundreder har europæisk videnskab og filosofi skabt et verdensbillede og natursyn fyldt med opdelinger og adskillelse i forsøget på at forstå den verden, vi er en del af. En praksis der, ifølge Grønne Drømmes initiativtagere, ikke er uden problemer: “Problemet med at tænke i opdelinger på den måde er, at vi har anset mennesket som unikt og overlegent. Det er en hierarkisering, der også er blevet selvhævdende og som i den grad er foregået på bekostning af andre væsner,” forklarer den ene af udstillingens tre kuratorer, Johan Ankersen, der udover at være billedkunstner også er uddannet i filosofi.

“Hvad sker der, hvis vi betragter os selv som en manifestation af en verden lavet af planter?” Det er det spørgsmål, som de 15 udstillende kunstnere besvarer gennem maleriet. Planter er den livsform, som har skabt og opretholder alle andre former for liv her på jorden – uden dem, intet liv. “Vi er allesammen luftige væsner, som eksisterer i evig respiration med andre luftige væsner,” fortsætter Johan med reference til den italienske filosof Emanuele Coccia. “Vi er meget mere i kontakt og filtret sammen med hinanden, end vi aner. Vi har det med at tale om mennesker som højtudviklede, men vi bliver nødt til at se på idéen om udvikling på en anden måde. Vores evolutionstanke bunder stadig i “survival of the fittest”, men ingen er stærkest alene. Alt i biologien peger på, at samarbejde er det, der giver de bedste vilkår for overlevelse og udvikling. Også helt ned på et bakterielt plan,” forklarer en anden af udstillingens kuratorer, Caroline Heje Thon, som er kunstner og uddannet biolog.

Maleriets potentiale i en hastig tid

Grønne Drømme er initieret, kurateret og arrangeret af de tre kunstnere Ahmad Siyar Qasimi, Caroline Heje Thon og Johan Ankersen, først og fremmest ud fra en kærlighed til maleriet. Lige siden maleriet blev opfundet, har det spillet en væsentlig rolle i at skildre og udvikle vores natursyn – f.eks. gennem biologiske illustrationer og landskabsmalerier. I dag har fotografiet overtaget mange af maleriets dokumenterende egenskaber, men med udstillingen ønsker de tre at udfolde nogle af mediets mange andre potentialer.

“Vi bliver eksponeret for så mange vigtige informationer, som flyver lige forbi os, og som er glemt igen i det næste øjeblik. Der mener jeg, at maleri kan standse tiden på en måde. Du kan ikke konsumere malerier i samme hast som pressefotografier og hurtige overskrifter på din skærm. Maleriet driller, det gør modstand, det stiller flere spørgsmål end det afklarer og det taler ikke kun til dine lyster og behov, som reklamer gør. Maleriet vil også skælde dig ud, få dig til at reflektere over noget eller udfordre din samvittighed,” forklarer Ahmad Siyar Qasimi og understreger vigtigheden i maleriets langsomhed. “Vi har brug for den slags intimitet, nærhed og ro – måske mere end nogensinde.” Gennem maleriets langsommelighed vil Grønne Drømme skabe rum til en kollektiv refleksion over vores forhold til planterne, naturen og klimaet. Et rum hvor der er plads til de svære og ængstelige følelser omkring klodens tilstand, og hvor samtaler om planter og menneskers forbundethed kan tage afsæt og udvikle sig.

Udstillingen er støttet af Kulturmaskinen, Odense Kommune – Kulturpuljen, Region Syddanmark, Beckett-Fonden, Toyota-Fonden og Statens Kunstfond.


OM KURATORGRUPPEN

Ahmad Siyar Qasimi
Caroline Heje Thon
Johan Ankersen

Grønne Drømmes kuratorgruppe (Caroline Heje Thon, Ahmad Siyar Qasimi & Johan Ankersen). Foto: I DO ART Agency.

Grønne Drømme er initieret, kurateret og arrangeret af Ahmad Siyar Qasimi, Caroline Heje Thon og Johan Ankersen, som alle er praktiserende billedkunstnere. De mødte hinanden på Kunsthøjskolen i Holbæk med en fælles kærlighed til maleriet. I foråret 2022 indledte de samtalen om at kuratere en gruppeudstilling om, hvordan maleriet kan skabe nye eller dybere forståelser i forholdet mellem natur og mennesker.

Ahmad Siyar Qasimi (f. 1986) er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2014). Han bor og arbejder i København og er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen.

Caroline Heje Thon (f. 1986) er billedkunstner og har en uddannelse i biologi og kunsthistorie fra Københavns Universitet (2016), med speciale om “the potentials of including artists in the work of science museums.” Caroline bor og arbejder i København og er repræsenteret af Arden Asbæk Gallery.

Johan Ankersen (f. 1985) er billedkunstner og har en uddannelse i filosofi fra Københavns Universitet (2019), hvor teorier om især kropserkendelse, potentialitet og emergens blev omsat kunstnerisk samt til samarbejder i interaktionen mellem teknologi og menneske. Johan bor i Odense.